Pentagon sætter nu direkte pres på amerikanske våbenfabrikanter for at få gang i produktionen. I en rundskrivelse sendt onsdag beder viceforsvarsminister Steve Feinberg ledere i forsvarsindustrien om at “fremme markant hurtigere, mere aggressive leveringsplaner og/eller øget produktion af kritiske kapaciteter”.
Baggrunden er klar: USA’s globale beholdning af langtrækkende præcisionsmissiler er blevet betydeligt reduceret under krigen i Iran. Selv om præsident Donald Trump har udtalt, at USA har “langt mere ammunition end nogen andre i verden”, viser virkeligheden et mere komplekst billede.
“Årelange udviklingscyklusser er uacceptable,” skriver Feinberg ifølge The Washington Post. “Vi må på dramatisk vis accelerere vores programplaner og udvide produktionskapaciteten.”
Pentagon-talsmand Sean Parnell bekræfter, at ministeriet arbejder på at sætte fart på produktionen, men understreger samtidig, at indsatsen begyndte før krigen i Iran. Alligevel har konflikten skabt bekymring blandt militæret for, hvordan USA’s parathed vil se ud under fremtidige konflikter.
Rammeaftaler på plads – men pengene mangler
Forsvarsministeriet har allerede indgået flere rammeaftaler for at få skub i produktionen. Mandag blev der indgået aftaler med Northrop Grumman og Lockheed Martin om blandt andet missiler til Patriot-luftforsvarssystemet.
Men der er en stor hage: for at disse aftaler kan blive til virkelighed, skal en enorm forsvarspakke på over 7.000 milliarder kroner gennem Kongressen. Pakken er dog i øjeblikket fastlåst på grund af demokratisk modstand.
I juli blev flere store forsvarsselskaber indkaldt til møde i Det Hvide Hus, hvor de blev bedt om at hjælpe med at overbevise kongresmedlemmer om at øge forsvarsudgifterne. Strategien var at bruge en særlig fremskyndet lovgivningsproces i Senatet – kaldet “reconciliation” – hvor man kun behøver simpelt flertal i stedet for 60 ud af 100 stemmer.
Militærets bekymring vokser
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den omfattende brug af våben under krigen i Iran skabt alvorlig bekymring blandt militæret. Spørgsmålet er ikke længere, om USA har nok ammunition – det handler om, hvor hurtigt landet kan genopbygge sine beholdninger.
Pentagon’s pres på industrien afspejler en større strategisk realitet: moderne konflikter forbruger våben i et tempo, som traditionelle produktionscyklusser ikke kan følge med. Derfor bliver accelerationen af produktionen ikke blot en økonomisk eller politisk sag – det bliver et spørgsmål om militær beredskab.